Russisk rod: hverken ginseng eller rosenrod

Russisk rod er en af de planter der oftest bliver forvekslet med noget andet. Den sælges under navnet sibirisk ginseng, men den er ikke en ginseng. Den bliver blandet sammen med rosenrod, men de to er ikke engang i familie. Tre planter, to forvekslinger – og en oprydning der er ligetil at lave.

Denne artikel handler om planten: hvad den er, hvor den vokser, hvilken del der bruges, hvad roden indeholder, og hvad myndighederne har skrevet om sikkerhed. Ikke om hvad den gør.

Planten: en tornet busk fra det nordøstlige Asien

Russisk rod hedder botanisk Eleutherococcus senticosus (Rupr. et Maxim.) Maxim. I ældre litteratur optræder den under synonymet Acanthopanax senticosus. Slægtsnavnet Eleutherococcus er græsk og betyder «fribærret». Artsnavnet senticosus er latin og betyder «tornet».

Artsnavnet er velvalgt. Det er en løvfældende busk, der kan blive op til seks meter høj, men i dyrkning typisk holder sig omkring tre. Grenene er tæt til spredt besat med slanke, runde, børsteagtige torne – det er plantens mest iøjnefaldende træk og det man først lægger mærke til i en krattet skovbryn.

Bladene er håndformede, oftest med fem småblade, hvert 5–13 cm langt og 3–7 cm bredt. Blomsterne sidder i skærme i toppen af bladbærende skud, typisk to til seks skærme sammen, og kronen er purpurgul. Den blomstrer i juni og juli. Frugterne er ægrunde til næsten kugleformede bær på omkring 8 mm med vedvarende griffel, og de modner fra august til oktober.

Udbredelsen er nordøstasiatisk: det russiske Fjernøsten – Amur, Khabarovsk, Primorje og Sakhalin – samt Manchuriet, det nordlige og centrale Kina, Indre Mongoliet, Korea og Japan. Den vokser i blandet bjerg- og nåleskov, i krat, i skovbryn og langs veje, under 2.000 meters højde.

De tre planter der bliver blandet sammen

Forvirringen er ikke tilfældig. Den kommer af to handelsnavne: «sibirisk ginseng» og lighed i det danske ord «rod». Botanisk er der ingen tvivl.

Dansk navn	Latinsk navn	Familie	Plantedel der bruges	Hvor den vokser
Russisk rod (sibirisk ginseng, eleuthero)	Eleutherococcus senticosus	Vedbendfamilien (Araliaceae)	Rod og rodstok	Det russiske Fjernøsten, Nordøstkina, Korea, Japan
Ginseng	Panax ginseng	Vedbendfamilien (Araliaceae)	Rod (kødfuld pælerod)	Korea, Nordøstkina, det russiske Fjernøsten
Rosenrod	Rhodiola rosea	Stenurtfamilien (Crassulaceae)	Rodstok og rod	Arktiske og alpine egne i Europa, Asien og Nordamerika

«Sibirisk ginseng» er ikke en ginseng

Ægte ginseng er planter i slægten Panax. Russisk rod tilhører slægten Eleutherococcus. De to slægter er i samme familie, vedbendfamilien, og det er hele slægtskabet. En familie rummer mange slægter; det gør ikke arterne til det samme.

USA har taget konsekvensen af det. Med section 10806 i Farm Security and Rural Investment Act of 2002 (Public Law 107-171) blev den amerikanske fødevarelov ændret, og den amerikanske fødevaremyndighed FDA fastslog i sin gennemførelsesregel fra 2003, at brugen af ordet «ginseng» som almindeligt navn – eller som del af et navn – på et kosttilskud eller en kosttilskudsingrediens er begrænset til planter i slægten Panax. Eleuthero er ikke en Panax, og navnet «Siberian ginseng» er derfor ikke længere lovligt på amerikansk mærkning.

På dansk lever «sibirisk ginseng» videre som handelsbetegnelse. Det er et markedsnavn, ikke botanik.

Rosenrod er en helt anden plante

Rosenrod, Rhodiola rosea, hører til stenurtfamilien – samme familie som stenurt og sedum. Det er en flerårig sukkulent på 5–40 cm med kødfulde blade, hjemmehørende i arktiske og alpine egne i Europa, Asien og Nordamerika. Råvaren er rodstok og rod; Det Europæiske Lægemiddelagenturs monografi hedder da også Rhodiolae roseae rhizoma et radix.

Russisk rod er en seks meter høj tornet busk fra tempereret asiatisk skov. Rosenrod er en lav sukkulent fra fjeldet. De deler hverken slægt, familie, orden eller voksested. Ligheden findes udelukkende i det danske navnestof og i at begge sælges som tørret rod.

Plantedelen: roden og rodstokken

Det er de underjordiske dele der bruges. Den Europæiske Farmakopé definerer råvaren Eleutherococci radix som tørrede, hele eller snittede underjordiske organer af Eleutherococcus senticosus – altså rod og rodstok. Bladene indgår ikke i råvaren.

Rødderne er cylindriske, op til omkring 0,5 cm i diameter, lige eller forgrenede, mørkebrune og med glat overflade. De høstes om efteråret og tørres. Farmakopéen stiller et indholdskrav til råvaren: mindst 0,08 procent for summen af eleutherosid B og eleutherosid E.

Eleutherosider: en gruppe, ikke ét stof

Roden indeholder en række forbindelser med samlebetegnelsen eleutherosider, navngivet med bogstaver fra A til M. Navnet er en kilde til misforståelse, for det lyder som én stofklasse. Det er det ikke.

Eleutherosiderne er kemisk uensartede og bundet sammen af én ting: at de er fundet i denne plante. Konkret:

• Eleutherosid A er daucosterol, et sterolglykosid.
• Eleutherosid B er syringin, en phenylpropanforbindelse.
• Eleutherosid D og E er lignaner – glukosider af syringaresinol.
• Eleutherosid B1 er et glukosid af cumarinet isofraxidin.
• Eleutherosid K er β-hederin, en triterpensaponin.

Sterol, phenylpropan, lignan, cumarin og saponin er fem forskellige stofklasser. EMA's vurderingsrapport angiver at over 35 forbindelser er identificeret i roden. At tale om «eleutherosidindholdet» som ét tal er derfor en forenkling, og det er værd at vide når man læser en varedeklaration.

Ekstrakter standardiseres i praksis på indholdet af eleutherosid B og E. Det er de to der er valgt som markører, fordi de er målbare og indgår i farmakopéens indholdskrav – ikke fordi de repræsenterer resten.

Fra sovjetiske laboratorier til europæisk brug

Planten blev undersøgt systematisk i Sovjetunionen i 1950'erne og 1960'erne, og det er derfra den vestlige interesse stammer. I 1962 blev et ekstrakt af roden godkendt til klinisk brug af Sovjetunionens farmakologiske komité. Vestpå kom den senere: EMA's vurderingsrapport dokumenterer medicinsk brug i Tyskland før januar 1978 og derefter i flere europæiske lande.

Om den sovjetiske periode cirkulerer der mange fortællinger – om kosmonauter, atleter og hemmelige forsøgsprogrammer. De er ikke dokumenteret i de kilder myndighederne bygger på, og de står derfor ikke her.

Sikkerhed

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) vedtog den 25. marts 2014 en EU-monografi for Eleutherococci radix. Den angiver:

• overfølsomhed over for stoffet som eneste kontraindikation
• at brug til børn under 12 år ikke anbefales, fordi datagrundlaget mangler
• at brug under graviditet og amning ikke anbefales, fordi sikkerheden ikke er fastlagt
• en brugsperiode på højst to måneder
• ingen rapporterede interaktioner med anden medicin

Anbefalet daglig dosis bør ikke overskrides. Kosttilskud bør ikke træde i stedet for varieret kost. Er du i fast medicinsk behandling, så tag det op med din læge, før du begynder på et tilskud.

Kort opsummeret

Russisk rod er Eleutherococcus senticosus, en tornet busk i vedbendfamilien fra det nordøstlige Asien. Den er ikke en ginseng – ginseng er slægten Panax, og i USA er navnet forbeholdt netop den slægt. Den er heller ikke rosenrod, som hører til stenurtfamilien. Råvaren er tørret rod og rodstok, ikke blade. Roden indeholder eleutherosider, en kemisk uensartet gruppe stoffer, og ekstrakter standardiseres på eleutherosid B og E.

Russisk rod indgår i Formula M.